Esbjerg fB’s manager Ove Pedersen har i dag valgt, at træde tilbage fra stillingen med øjeblikkelig virkning. Assistenttræner Jess Thorup overtager.
Esbjerg fB har ikke vundet en kamp i Superligaen, siden september måned sidste år. Det placerer i øjeblikket holdet på en 11.-plads med blot 17 point efter 21 opgør.
I går afholdte klubbens ledelse og manager Ove Pedersen møde, mens manageren samtidig meldte sin adgang af hensyn til klubben.
“Ove Pedersen kom til mig i torsdags og foreslog, at vi skulle overveje situationen, da han ville gøre det, der var bedst for EfB. Han mente ikke, at det var holdbart, hvis ikke vi fik point mod Randers FC og FC Nordsjælland, og at vi skulle være klar til at tage en beslutning i så fald. Vi så ikke grund til at vente til efter den kommende kamp, og derfor tog vi samtalen i går, hvor vi blev enige om, at det er bedst, at han fratræder,” forklarer Jørgen L. Jensen til klubbens hjemmeside, og han uddyber:
“Det er meget værdigt og viser stort format, at Ove selv kommer med det her forslag. Han forslog desuden også Jess Thorup som sin afløser, da han har indgående kendskab til situationen. Da Jess havde haft mulighed for at sunde sig, tog han opgaven på sine skuldre, som den ægte EfB’er han er.”
Pedersen håber, at skuden hurtigt bliver vendt
Beslutningen var ikke nem for Pedersen, men den var nødvendig, hvis han skulle tænke som klubmand.
“Det, der fik mig til at kontakte Jørgen L. Jensen, var den måde, jeg har været involveret i tingene her i EfB. Jeg har været med til bestyrelsesmøder og mødt investorer, og det var den del af arbejdet, der gjorde, at jeg ser på situationen med klubøjne. Først havde jeg tænkt, at det skulle ske, hvis ikke vi fik resultater imod Randers FC og FC Nordsjælland, men som resultaterne flaskede sig i weekenden, så var det rigtigt at lave et cut nu,” forklarer Ove Pedersen, og han fortsætter:
“Den del af mig, der er klubmand, er overbevist om det rigtige i beslutningen, men der en anden del af mig, der er en ærgerrig træner, og den ærgrer sig. Jeg ville gerne have haft chancen for at komme i en pokalfinale og muligheden for at hive EfB op af dyndet, men jeg er overbevist om, at dem der kender mig ved, at jeg ikke smider håndklædet i ringen. Så må jeg leve med, at dem der ikke kender mig tænker. I den her situation handler det om at forfølge hver en chance for at redde livet i Superligaen. Jeg håber da også, at vi ser chokeffekten allerede på søndag mod FC Nordsjælland, og derefter kan folkene omkring holdet begynde at påvirke tingene langsigtet.”
Assistenttræner Jess Thorup er ny cheftræner
Ledelsen er i samråd med assistenttræneren Jess Thorup blevet enige om, at Thorup tiltræder som cheftræner øjeblikkeligt, og at han vil være i stillingen frem til den 30. juni 2011 foreløbigt.
“Det er vigtigt at slå en streg i sandet, selvom det kan være svært. Nu er vi nødt til at se fremad og mobilisere alle de kræfter, vi kan. Vi skal have det bedste ud af spillerne,” siger Thorup.
“Der bliver ikke tale om vanvittige revolutioner inden det opgør, men det er klart, at jeg har en anden tilgang til både fodbold og mennesker. Der er ikke to trænere, der gør tingene på samme måde, og i første omgang vil jeg fokusere på mandskabspleje.”
“Uden tro på tingene er der ingen, der præsterer i weekenden, og det er det første, vi skal have oparbejdet. Derefter kan vi tage fat på andre ting, men det er selvfølgelig ikke til at sige, hvornår der vil ske ændringer og hvordan,” slutter han.
Thorup har været i klubben igennem 13 år. Først var han spiller, siden hen assistent og nu er han altså placeret i det øverste i trænerstaben som cheftræner.