Tottenhams talentfulde venstreback, Gareth Bale, bekræfter, at han også spiller i Tottenham-spilletrøjen i den kommende sæson.
Den 21-årige walisiske Tottenham-venstreback, Gareth Bale, fik sit store gennembrud i den netop afsluttede sæson.
Det har medført stor interesse fra en række storklubber, men nu fastslår Bale, at han også spiller for Tottenham i næste sæson.
“Ja, jeg spiller i klubben i næste sæson. Jeg har for nylig underskrevet en ny kontrakt. Jeg regner helt bestemt med, at vi også skal kæmpe om fjerdepladsen i næste sæson,” forklarer Bale til Sky Sports.
Gareth Bale afviser dog ikke, at han på et tidspunkt har lyst til at prøve lykken i udlandet, men lige nu føler han sig godt tilpas på White Hart Lane.
“FC Barcelona spiller virkelig flot fodbold, men jeg er glad, hvor jeg er. Jeg fokuserer på, hvad vi gerne vil opnå som hold i næste sæson, og jeg nyder at spille i Tottenham. Jeg er stadig kun 21 år, spiller fast og lærer hver dag.”
Både Real Madrid og Inter er på rygtebørsen blevet sat i forbindelse med Bale, der i marts måned signerede en kontraktforlængelse med Spurs, der løber helt frem til 2015.