Aron Johannsson er blevet et hedt navn i Stoke, som nu ønsker at hente den blonde amerikaner fra AZ Alkmaar til Premier League.
Fra 2010-2013 nettede Aron Johannsson hele 23 gange i 65 kampe for AGF.
Især i angriberens sidste halvsæson i klubben var han uhyre farlig foran kassen med 14 mål i blot 18 kampe.
Og han mistede bestemt ikke sin målnæse, da han flyttede til hollandsk fodbold, Æresdivisionen og AZ Alkmaar, hvor det indtil videre er blevet til 11 mål for klubben.
Johannssons præstationer har nu overbevist Stoke om, at han er værd at satse på. Eventuelt som en mere mobil afløser til Peter Crouch, der rygtes færdig på Britannia Stadium.
Ifølge flere engelske medier er Stoke-manageren, Mark Hughes, klar til at betale ca. 45 mio. kroner for, at det for fremtiden er Stoke, der kan nyde den 22-årige angribers målform.
Johannsson, der både har islandske samt amerikanske rødder, debuterede for det amerikanske A-landshold i 2013 efter at have spillet på det islandske U21-landshold.
Han krydser nu fingre for at blive en del af Jürgen Klinsmanns udvalgte til VM-slutrunden i Brasilien.