AaB har i dag forlænget kontrakten med den succesfulde cheftræner Kent Nielsen frem til sommeren 2015, men samtidig går sportsdirektør Lynge Jakobsen på pension.
Aalborgenserne må gå rundt med en ambivalent følelse efter at de har modtaget to nyheder om deres lokale Superliga-hold.
Den glædelige nyhed er, at man har forlænget kontrakten med den succesfulde cheftræner Kent Nielsen fra til 30. juni 2015.
”Det har hele tiden været vores førsteprioritet at forlænge med Kent, og vi er meget tilfredse med, at det nu er faldet på plads,” udtaler direktør Lynge Jakobsen i en pressemeddelelse, og roser samtidig Nielsen:
”Kent har med sit hårde arbejde og disciplin gjort et fortrinligt stykke arbejde i AaB. Vi er igen en del af Superligaens bedste halvdel, hvilket er skabt med en seværdig spillestil og flere sprudlende talenter i truppen,” siger Lynge.
Men også Lynge Jakobsen er der nyheder om i AaB. Han går nemlig på pension efter sæsonen. Han har siden 1996 været sportschef i klubben, men på det seneste også varetaget opgaven som overordnet direktør i klubben.
”Lynge har meddelt os sin beslutning, som vi har måttet konstatere, ikke står til at ændre,” lyder det fra AaB’s bestyrelsesformand Finn V. Nielsen ifølge klubbens hjemmeside, og han understreger at beslutningen er urokkelig:
”Hvad Lynge har betydet og betyder for AaB er selvfølgelig enormt, men vi respekterer hans beslutning om at stoppe efter 17 år som uvurderlig frontfigur i AaB,” siger Finn V. Nielsen.
Lynge Jakobsen har hjulpet aalborgenserne til danmarksmesterskabet i 1999 og 2008.