Danske Kevin Conboy har lige forlænget sin kontrakt i hollandske NEC Nijmegen, men alligevel kan et skifte til engelsk fodbold være aktuelt til sommer.
For en lille måned siden blev den danske back Kevin Conboys kontrakt forlænget i hollandske NEC Nijmegen, således at hans kontrakt nu varer de kommende to sæsoner.
Men nu afslører Conboys agent Gulli Tomasson, at der er interesse fra engelsk fodbold. Selvom det på nuværende tidspunkt ikke er konkret, kan det måske betyder et sommerskifte til Championship for Conboy.
”Der er stadig lidt interesse for Kevin fra England, men det er ikke noget, som er blevet konkret, siger Gulli Tomasson til bold.dk.
”Det er primært klubber fra den øverste halvdel af Championship som viser interesse for ham. Det er klubber, som har fulgt hans udvikling i Holland, primært gennem den seneste sæson. En god Championship-klub, som har ambitioner om at slås om oprykning, kan være rigtig fin for ham,” siger han.
Selvom kontrakten blev forlænget, er det absolut ikke noget, som ødelægger mulighederne for et kommende skifte, fastslår agenten:
”Vi fik en pris ind i kontrakten, så vi ved præcis, hvad han koster,” siger Tomasson afsluttende til bold.dk.