
Foto: Shutterstock
Manchester United-manager Erik ten Hag bekræfter, at man er på jagt efter en erstatning for verdensstjernen Cristiano Ronaldo, som har forladt klubben.
For nogle uger siden blev det officielt, at 37-årige Cristiano Ronaldo har fået ophævet sin kontrakt med Manchester United.
Siden da har klubben været kædet sammen med en række potentielle afløsere for portugiseren, og de leder da også efter en erstatning.
Det har manager Erik ten Hag bekræftet overfor BBC Sport.
“Vi gør alt, der står i vores magt, for at hente den rette spiller,” siger hollænderen ifølge mediet og fortsætter:
“Jeg kan ikke kommentere på specifikke spillere. Det ville jeg aldrig gøre, for spillerne er på kontrakt, og det respekterer jeg,” siger Erik ten Hag.
United har blandt andre været sat i forbindelse med den portugisiske landsholdsangriber Gonçalo Ramos, som tørner ud for Benfica.
De Røde Djævle befinder sig i skrivende stund på en 5. plads i Premier League.