Esbjerg-anfører skifter til Gent

0

Esbjerg-anfører skifter til GentEsbjergs anfører Jesper Jørgensen skifter til den belgiske storklub KAA Gent. Jørgensen har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2013.

201 kampe for Esbjergs bedste mandskab blev det til for Jesper Jørgensen. Esbjerg-anføreren er blevet solgt til den belgiske storklub KAA Gent, der er forsvarende pokalvindere og blev nummer to i ligaen i sidste sæson.

”Da vi indgik den seneste aftale med Jesper, fik han nogle muligheder for at komme til udlandet, og til gengæld fik vi mulighed for at holde lidt længere på ham. Vi har stor respekt for en spiller, der har været en tro væbner for klubben, og vi ville ikke stille os i vejen for ham,” siger sportsdirektør Niels Erik Søndergaard ifølge klubbens hjemmeside.

”Vi vidste også, at det ville blive svært at indgå en ny aftale, så derfor har vi valgt at tage imod tilbuddet, selvom vi selvfølgelig gerne ville have ham i truppen til forårets udfordringer. Det efterlader et sportsligt tomrum, for Jesper Jørgensen er topprofessionel og har været en vigtig spiller for EfB. 201 kampe for samme klub er usædvanligt i professionel fodbold, og vi er stolte af, at vi har været med til at udvikle ham. Der venter os nu en udfordring med at erstatte ham, og den arbejder vi på at løse.”

Jesper Jørgensen ser frem til den nye udfordring, men indrømmer også, at det er vemodigt at forlade Esbjerg.

”Det er da spændende, men også meget vemodigt. Det er et hold, der virkeligt gerne vil have mig, og så spiller de fodbold på en måde, som jeg gerne vil spille. De kom med det helt rigtige tilbud, og derfor sagde jeg ja i modsætning til andre gange, hvor jeg har sagt nej til andre klubber. Det har altid været min drøm at prøve mig af i udlandet på højeste niveau, men jeg kommer da til at savne både klubben og byen herhjemme. Jeg havde også hellere efterladt EfB i toppen, men jeg er sikker på, at drengene nok skal klare skærene i Superligaen.”

”Jeg har haft en god tid, og jeg håber også, at jeg kan vende tilbage en dag. Hvis ikke som spiller, så måske udenfor banen. Der er mange, jeg burde takke, men specielt Jess Thorup og Michael Mex Pedersen har betydet meget for mig. Jeg har også knyttet mange gode venskaber, og jeg kommer da specielt til at savne et par gutter som Nicolai Høgh og Peter Nymann,” slutter Jørgensen.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE