Esbjergs assistenttræner Michael ‘Mex’ Pedersen har i dag forlænget sin kontrakt, så den løber i yderligere tre år.
51-årige Michael ‘Mex’ Pedersen har fungeret som assistenttræner for både Jess Thorup og Niels Frederiksen.
Pedersen er så glad for at være i klubben, at han i dag har takket ja til en treårig forlængelse.
“Vi befinder os i en fase, hvor vi er i færd med at bygge et nyt hold op efter at have sagt farvel til mange profiler, og den proces tager tid. Det er vigtigt at bevare kontinuiteten omkring truppen, og den er jeg med til at sikre ved at indgå en treårig aftale,” fortæller Mex til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Jeg er ofte blevet spurgt, om jeg kunne have lyst til at blive cheftræner i en klub, men så længe jeg finder mit nuværende job interessant, og det giver mig fodboldfaglige udfordringer, er jeg mere optaget af det end af at have en højere position.”
Klubbens direktør Søren Poulsen er selvfølgelig også meget glad for at have forlænget med Mex.
“Med sin fodboldviden og plads i EfB-historien er Michael Pedersen et vigtigt element i at fastholde den kontinuitet, der skal sikre fortsat succes med at frembringe egne talenter til vores superligahold,” tilføjer direktør Søren Poulsen.
Michael ‘Mex’ Pedersen er tilmed noteret i klubbens historiebøger, da han med sine 159 mål i 377 kampe er den mest scorende spiller for klubben nogensinde.