Everton er ikke tvunget til at sælge profiler som Romelu Lukaku og John Stones, understreger klubbens manager, Roberto Martinez.
Everton-bomberen, Romelu Lukaku, er på det seneste blevet rygtet kraftigt væk fra Goodison Park.
Flere af Europas største klubber skulle efter sigende være ude efter den talentfulde belgier, men det betyder ikke, at Liverpool-klubben vil sælge ham til sommer.
Manager, Roberto Martinez, understreger nemlig, at Everton ikke er tvunget til at sælge sine største profiler.
“Vi behøver ikke at sælge. Det viste vi også i sommer med John (Stones, red.). Det var et klart statement, og til sommer kommer vi til at træffe beslutninger på samme måde,” siger Martinez ifølge Goal.com og tilføjer:
“Mr. Moshiri (klubbens nye storinvestor, red.) ønsker, at vi skal være så gode som overhovedet muligt, og vi skal være de bedste i britisk fodbold. Han ved, at vi skal holde på de spillere, der kan tage Everton med på næste niveau.”