Den tidligere danske landsholdskeeper, Thomas Sørensen, er ikke afvisende for at vende retur til dansk fodbold. Han vil lytte, hvis der kommer et konkret bud, siger han.
Thomas Sørensen, der nåede at stå 101 kampe for A-landsholdet, er åben for at vende hjem til Danmark efter 15 år i udlandet i klubberne Sunderland, Aston Villa og senest Stoke City.
38-årige Sørensen har tidligere repræsenteret blandt andre OB i perioden 1993 til 1998, og han afviser ikke at vende tilbage til fynboerne, der er på udkig efter en afløser for Mads Toppel.
“Jeg vil ikke udelukke noget. Jeg har ikke hørt noget i den retning (fra OB, red.), men det er sikkert, at skulle der komme et eller andet, ville jeg da lytte til det. Men umiddelbart er det ikke aktuelt lige nu. Hvis det kommer, må vi tage den derfra,” siger Sørensen til BT og tilføjer:
“Jeg har ikke på noget tidspunkt afvist dansk fodbold, så det må man se på, hvis der kommer noget.”