
Foto: Manchester United
Radamal Falcao er ikke tilfreds i Manchester United efter Southampton-kampen søndag, og nu synes colombianerens fremtid i klubben uvis.
Manchester United-manager Louis van Gaal havde ikke Radamel Falcao med i truppen til weekendens kamp mod Southampton, som de Røde Djævle tabte 1-0.
Det har åbenbart gjort angriberen, der ellers syntes at stortrives på Old Trafford, så vred, at det ifølge flere medier er usandsynligt, at colombianeren fortsætter i Manchester United, når lejeaftalen udløber til sommer.
Og Falcaos agent forstærker kun rygterne over for Sky Italia, da han blev spurgt, hvorvidt Falcao ønsker at fortætte i den røde trøje.
”Jeg ved det ikke. Han er en fantastisk spiller, og jeg tror, det må være ret svært for Manchester United-fans. De har en virkelig fremragende spiller, der er en af verdens bedste, og som uden tvivl ville spille 90 minutter hver gang for hvilket som helst andet hold,” fortæller Jorge Mendes til Sky Italia og tilføjer:
”Sandheden er, at vi ikke ved, hvad der vil ske. Vi ved dog, at han spiller i én af de bedste klubber i verden i næste sæson, uanset om det er Manchester United eller ej. Det er jeg helt sikker på. Men I ved, hvordan fodbold fungerer. Vi må vente lidt og se, hvad der sker, lyder det videre fra agenten.”
Senest er Radamel Falcao blandt andet blevet sat i forbindelse med italienske Juventus.