Fodbold-transfers.dk har interviewet FC Københavns fanklub-formand, Lars Thor. Han har været fan af klubben siden 1998 og formand for FCKFC siden 2012.
Thor udtaler sig blandt andet om sommerens indkøb, hans forhold til Zanka, Mussis og om hvilke angriber-typer, han gerne så i FCK-trøjen.
Hvordan synes du, at sommer-indkøbene har gjort det i sæsonen hidtil?
Generelt kan man sige, at der har været en mange nye spillere, der skulle finde sammen. Der har været roteret en hel del på holdet, og det har også kunne ses på banen, hvor tingene langt fra har hængt sammen, især offensivt.
Mussis var jo et hurtigt og noget turbulent bekendtskab, hvilket jo gør det svært at konkludere meget ud fra. Han lignede en kommende stjerne, hvis man skulle tro medierne og hypen på diverse fora. Historien blev dog en anden. Det ligger lige for at bruge betegnelsen flop, hvilket jeg også vil gøre.
Per Nilsson startede sådan lidt so-so, men skader og en kombination af et makkerskab mellem Antonsson og Zanka, der blev bedre og bedre, har man ikke set meget til Nilsson. Han har været skuffelse, taget i betragtning, at han var hentet til fra Bundesligaen og var udset til at være den nye leder i forsvaret.
Steve De Ridder har været meget ind og ud af holdet, og er derfor svær at blive klog på. Han har ikke rigtig fundet ind i spillet med de andre, og her har den manglende spilletid og tillid, nok noget at skulle have sagt.
Han blev bænket kort inde i sæsonen og selvom han har kæmpet fint, har spillet ikke stået mål med forventningerne. Umiddelbart har hans første halve år i FCK været en skuffelse.
Alexander Kacaniklic synes jeg aldrig fik vist sine kvaliteter frem i FCK. Set ud fra at der var tale om en svensk landsholdspiller med mere end 40 Premier League-kampe i benene, var Kacaniklics ophold ikke den store succes, og må vel betegnes som en skuffelse.
Bashkim Kadrii har med otte kampe inden hans sæson sluttende med en skade ikke rigtig fået sat sit aftryk på holdet, og hans sæson er derfor svær at bedømme. Alene hans mål mod Brøndby får mig dog til at sige godkendt.
Mikael Antonsson virkede lidt rusten i sin opstart, men fik ligesom Zanka spillet sig op. Flere uheldige episoder som f.eks. straffesparket mod Torino i overtiden, skænder dog det overordnede indtryk.
Antonsson er stadig stærk i sine markeringer og indgreb, men han er ikke blevet hurtigere med alderen. Jeg synes dog, at samarbejdet med Zanka så bedre og bedre ud hen mod slutningen af sæsonen, og jeg vil sige, at han er godkendt, men heller ikke meget mere.
Tom Høgli kom som lidt skidt fra start, hvor han havde flere lidt uheldige episoder. Han har i løbet af efteråret, ligesom resten af forsvaret, spillet sig op, og er til sidst sågar begyndt at vise bedre offensive takter. Jeg synes det har været godkendt, men ikke prangende.
Stephan Andersen har, hvor meget det end nager mig at sige det, nok været en af holdets bedste spillere. Så ud fra det, har købet været godkendt, men jeg forstår stadig ikke, hvorfor man hentede ham til at begynde med, da jeg aldrig har set det store i ham.
Daniel Amartey har taget de fleste med storm. På trods af sin unge alder har han udstrålet en enorm ro, været fysisk stærk, haft en stor arbejdsradius og udvist rimelig god spilintelligens. I min optik er han det bedste køb, og en spiller, der kan forventes meget mere af i fremtiden. Klart godkendt og i mine øjne sommerens bedste køb!
Mathias Zanka Jørgensen blev hentet tilbage til klubben i sidste vindue. Hvordan reagerede du, da han blev hentet til klubben?
Jeg hører til blandt dem, der var glad for Zanka, da han havde sin første omgang i klubben. Derfor var jeg naturligvis også glad for at han kom tilbage igen. Personligt gav det god mening at hente ham, især da købet af Sviatchenko faldt igennem. Han er stadig ung og kan derfor stadig udvikle sit spil og måske få skik på sine udfald.
Hvordan vil du analysere Zanka efter hans præstationer hidtil?
Jeg synes, at han, efter en lidt ujævn start, har spillet sig op og fundet ind i et godt samarbejde med Antonsson. De dumme fejl er ikke helt udryddet, men jeg synes han har vist, hvorfor det var en god handel at hente ham tilbage til klubben.
Taget i betragtning, hvor meget spilletid han fik i PSV, har han fundet rimelig hurtig tilbage til den form, der i 2010 sæson gjorde ham og Antonsson til ligaens bedste midtstopper-par.
Han er stadig ikke helt på toppen, men jeg synes det tegner til, at han er godt på vej. I forlængelse af ovenstående vurdering af sommerindkøbene er han i mine øjne et godkendt køb.
FCK hentede også Franco Mussis, men han er som bekendt røget videre. Hvordan vil du beskrive ham?
Det er svært at sige ud fra et par træningskampe og små 10 minutter hjemme mod Hobro, hvor man var 3-0 nede. Ud fra videoer og beskrivelser lød han til at være det FCK’s midtbane havde brug for. Løbestærk, godt skud og overblik, samt en veludviklet vindermentalitet. Desværre får vi nok aldrig at se om talentet var så stort som rygterne gik på.
Hvad er dine forventninger til januar-transfervinduet?
Jeg tror (frygter) desværre ikke vi ser den store aktivitet henover vinteren, men jeg håber, jeg tager fejl. Undskyldninger som, at januar-vinduet er svært at handle i, er allerede kørt i stilling, så noget kunne tyde på man kun køber, hvis der kommer ekstra skader eller muligheden for at tilknytte en ønskespiller tilbyder sig.
Med 15 kampe i ligaen og maksimalt fire i pokalen, er jeg tilbøjelig til at tro, at Ståle vurderer, at truppen er bred nok til foråret. Man har dog tilkendegivet, at man er på jagt efter en offensiv forstærkning (angriber?), men hvis den rette ikke er tilgængelig, venter man nok til sommer-vinduet. Jeg håber selvfølgelig på det totalt modsatte, men som altid afhænger det jo af pris, tilgængelig og timing.
Hvor bør FC København især styrke holdet og med hvem?
Angrebet! Der mangler ganske enkelt en makker til Andreas Cornelius, og gerne en med kvalitet, som kan presse og dermed udvikle ham. Drømmen ville nok være Nicklas Bendtner eller Dame N’Doye, men det hører nok til ovre den urealistiske afdeling.
Ellers kunne en Lasse Vibe være et bud, omend det ikke et særlig eksotisk et af slagsen. Vibe ville dog være en spændende makker til Cornelius, og en type, der ikke rigtig er i truppen lige nu. Det vigtigste er dog, at det er en spiller, der kan gøre sig gældende fra dag ét.
Ellers synes jeg også der mangler en central midtbanespiller med offensive kvaliteter, hvor en Magnus Eikrem kunne være interessant, og en måske en kantspiller til, hvis der ikke kommer en ny angriber til at afløse Nicolai Jørgensen på angrebpostionen.
Og til sidst kunne man pege på, at der manglede lidt back-up til venstre back, hvor Ludwig Augustinsson er eneste reele bud på en back, selvom Høgli også kan dække den plads.
Hvis du havde frit valg på alle hylder til at købe en spiller til FC København. Hvem skulle det så være og hvorfor?
Cristiano Ronaldo. Han er en one-man army og i min optik verdens bedste fodboldspiller. Han vil da pynte på hvert et hold?
Hvis jeg skal være knap så blåøjet, og måske mere realistisk(?), vil jeg sige Bendtner.
Han ville være klasse i Superligaen og kunne tilføre kvalitet og lidt stjernestøv til klubben.
Desværre afhænger det nok også af om det er muligt at få sat skik på ham og hans manglende indstilling til det at være professionel fodboldspiller.
Interviewet blev foretaget den 4. januar 2015.