FC København er fra årsskiftet blevet udskilt fra Parken Sport & Entertainment, så fodboldforretningen bliver drevet som en selvstændig enhed.
Ledelsen i FC København har fra årsskiftet foretaget nogle store struktur-ændringer, eftersom man har udskilt fodboldklubben fra Parken Sport & Entertainment.
“Vi har udskilt FC København operationelt fra moderselskabet. Fodboldforretningen drives nu som en selvstændig operationel enhed i lighed med vores øvrige forretningsområder,” forklarer koncerndirektør Anders Hørsholt til Dagbladet Børsen.
Udskillelsen betyder, at FCK nu er uafhængige af de andre virksomheder i koncernen som Lalandia og Fitness DK.
“FCK er stadig rent juridisk moderselskabet, der ejer de øvrige forretningsenheder. Disse var før langt hen ad vejen købt ind for at finansiere fodboldholdet. Det skulle skabe sikkerhed i de usikre år, men det har givet en usund økonomi.”
Ledelsen havde allerhelst set, at FC København kunne blive et selvstændigt aktieselskab, men det ville kræve for store ressourcer i forbindelse med børsnoterings ændringer. Derfor har man i stedet valgt en model, der bevirker, at hovedstadsklubben skal betale for at leje Parken som klubbens hjemmebane.
Sportsøkonom Troels Troelsen fra Copenhagen Business School giver sin vurdering af, hvorfor FC København er blevet udskilt.
“FCK gør det her for at synliggøre sin værdi over for andre. Dermed er klubben nemmere at sælge, hvis der kommer nogle købere. Der er ingen ulemper ved omstruktureringen. Jeg anser det for usandsynligt, at FCK falder fra hinanden og ikke kan holde sammen på Claudemir og co. Derfor er FCK også den eneste klub i Europa, som er værd at investere i,” forklarer Troels Troelsen til Borsen.dk.
FCK er ifølge Troelsen den europæiske klub, der har nemmest ved at kvalificere sig til Champions League, grundet den store dominans i Superligaen og den nuværende placering på UEFA’s rangliste.
“En sådan kombination finder du ikke andre steder i Europa, og det er der mange store kapitalkræfter, der er ude efter.”