Fodbold-transfers.dk har interviewet formanden for FC Midtjyllands fanklub Black Wolves, Thomas Brink Mikkelsen.
Mikkelsen kigger tilbage på sommerens indkøb og spår om Pione Sistos fremtid. Han mener samtidig, at FCM’s trup i øjeblikket er meget komplet.
Hvor mange år har du været fan af FC Midtjylland?
Jeg var fan af Ikast FS – den ene af moderklubberne, så jeg har været med helt fra starten i 1999.
Hvordan synes du, at sommer-indkøbene har gjort det i sæsonen hidtil?
Det var første vindue, hvor Benhams smartodds var inde over transfervinduet. og på nær den polske målmand, Patryk Wolanski, som blev udlejet til Vejle med det samme, har resten gået ind og løftet overlæggeren. Sparv, Marcos Urena og Kristoffer Olsson har gjort det rigtig godt.
Hvad er dine forventninger til januar-transfervinduet?
Jeg mener, at der er masser af kvalitet i truppen, så jeg forventer et stille vindue.
Hvor bør FC Midtjylland især styrke holdet og med hvem?
Jeg synes, at FCM’s engelske ejer, Benhams system er spændende at følge, så jeg har tillid til det.
Hvem skal klubben skille sig af med – hvis nogen?
Jeg tænker ikke som sådan at vi skal af med nogen, men nogen af de unge akademi-drenge skal ud og have nogle kampe i benene, så her kunne udlejning godt være en løsning.
Hvordan spår du Pione Sistos fremtid i klubben?
Pione er jo et talent, som er unik for Superligaen. Og det er jo naivt at tro, at han bliver i Midtjylland i lang tid, men jeg håber, at han først skifter, når den rigtige klub henvender sig.
Der er for mange eksempler på talenter, som falder igennem i udlandet, så jeg håber, at Pione med hans flid og talent kan blive en rettesnor for fremtidige talenter.
Hvis du havde frit valg på alle hylder til at købe en spiller til FC Midtjylland. Hvem skulle det så være og hvorfor?
Wayne Rooney. Han er kampafgørende og har den her fandenivoldskhed, som jeg synes mangler mange steder i fodbold i dag.
Interviewet blev foretaget den 6. januar 2015.