FC Nordsjælland regner med at skulle på indkøb i januar måneds transfervindue med de nye ejere i ryggen.
FC Nordsjælland offentliggjorde tirsdag, at de er blevet opkøbt af en investorgruppe med Tom Vernon i spidsen, mens Kasper Hjulmand er tilbage i trænersædet.
Det er dog ikke kun udenfor kridtstregerne, at tigerne forventer ændringer. Også på spillerfronten kan der ske en udskiftning, når transfervinduet åbner i januar måned.
“Man vil sandsynligvis se, at der vil være aktivitet i transfervinduet i januar,” siger sportschef, Carsten V. Jensen, til Ritzau.
Han understreger dog, at han skal have talt tingene igennem med klubbens nye bestyrelsesformand, Tom Vernon, og træner Kasper Hjulmand.
Men sidstnævnte forventer da også, at der kommer til at være en form for aktivitet i transfervinduet.
“Det må vi tage til den tid, men det er svært at se, at der ikke sker noget,” siger Hjulmand.
Investorgruppen, der har købt FC Nordsjælland, vil i høj grad satse på talentudvikling fremover. Gruppen står blandt andet bag akademiet Right to Dream i Ghana.