
Foto: FC København TV
FC Københavns direktør, Anders Hørsholt, fortæller, at klubben forventer at sælge anføreren og midtbaneprofilen, Thomas Delaney i dette transfervindue.
FC Københavns ledelse så gerne at Thomas Delaney blev i klubben, men anføreren og midtbaneprofilen ønsker ikke at forlænge sin kontrakt.
Dermed er vejen for et skifte banet denne sommer, hvis det rigtige tilbud rammer indbakken.
“Thomas har meddelt os, at han har et ønske om at prøve talentet af i udlandet, og det ønske har vi stor respekt og forståelse for i klubben, som han har repræsenteret så flot gennem mange år. Derfor har vi givet ham og hans rådgivere lov til at afsøge muligheden for at finde en ny klub, der både kan opfylde hans ambitioner og FCK’s krav til en transfer,” siger FCK’s direktør Anders Hørsholt til klubbens hjemmeside og uddyber:
“Vi forventer og håber, at det lykkes, ikke mindst for Thomas, men hvis ikke er han naturligvis fortsat velkommen hos os og fortsætter i F.C. København på lige fod med sine holdkammerater i den kommende sæson. Vi ved, at Thomas er en loyal klubmand og topprofessionel, så det ser vi ingen problemer i.”
“Men da vi ikke kan være sikre på, om Thomas er til rådighed i de meget vigtige kampe, der ligger foran os, har vi selvfølgelig også ageret ved at hente Jan Gregus, der skal sikre, at vi er konkurrencedygtige i forhold til de kommende opgaver uanset udfaldet af situationen med Thomas,” siger Anders Hørsholt.
Delaney har kontrakt med FCK i et år yderligere.