FC København oplyser i dag, at de har solgt Bryan Oviedo til Everton. Nu mangler blot enkelte detaljer, før skiftet er officielt.
Everton er meget tæt på at kunne sikre sig Bryan Oviedo. Det meddeler FC København i dag i en selskabsmeddelelse.
“F.C. København har indgået kontrakt om salg af kontraktrettigheden på Bryan Oviedo til Everton Football Club. Kontrakten indeholder enkelte forbehold, som alle forventes opfyldt,” skriver FC København i en meddelelse.
Man meddeler samtidig, at man forventer, at salget påvirket årsregnskabet positivt med cirka 11 millioner kroner.
Oviedo: En svær beslutning
22-årige Bryan Oviedo lægger ikke skjul på, at det har været en svær beslutning, at skulle forlade FCK.
“Jeg er meget glad for den mulighed, jeg nu får, for at spille i verdens største liga. Det er rigtigt svært for mig at forlade FC København, fordi klubben har betydet så meget for mig og min udvikling. Jeg kunne bestemt godt have set mig selv i København og Parken i længere tid, men et skifte til en traditionsrig klub i Premier League er en drøm, jeg nu kan få opfyldt. Jeg skylder klub, holdkammerater og fans i FCK meget, og jeg kommer til at savne dem alle,” forklarer Bryan Oviedo, som nåede at blive noteret for 46 kampe med to mål til følge for FCK.
Carsten V. Jensen: En fornøjelse at følge udviklingen
Klubbens sportsdirektør Carsten V. Jensen er glad for salget af Oviedo, som han mener, har udviklet sig meget, siden han kom til klubben.
“Det glæder os at se den udvikling, Bryan har været igennem. Han kom direkte fra Costa Rica til os, og det har været en fornøjelse at se, hvordan han kontinuerligt har løftet sit niveau. Da handlen med Everton samtidigt må betegnes som tilfredsstillende for FC København, så ser vi det som et godt stykke gennemført arbejde, at vi nu kan sende ham videre til verdens bedste liga, og vi ønsker Bryan al mulig held og lykke i England.”
Før skiftet endelig er en realitet, mangler der nogle få formaliteter.