FC Midtjylland har netop skrevet kontrakt med Jesper Hansen, og det betyder et farvel til Johan Dahlin, fortæller sportsdirektør Claus Steinlen.
FC Midtjylland har i dag hentet den nu forhenværende Lyngby-målmand Jesper Hansen på en treårig kontrakt til stor glæde for ulvenes sportsdirektør Claus Steinlein:
“Sidste år var Jesper Hansen Superligaens måske mest kampafgørende målmand, og han reddede mange point for Lyngby,” siger Steinlein til FCM’s hjemmeside og fortsætter:
“Han har stor rutine og har vundet mesterskabet og pokaler og har desuden været i udlandet, så jeg forventer, at han kan være en vigtig del af rygraden på FC Midtjyllands hold.”
Købet af 32-årige Jesper Hansen betyder dog også, at FC Midtjylland som bebudet vinker farvel til deres hidtidige førstevalg mellem stængerne Johan Dahlin.
“Vores mål var, at vi skulle sælge Johan Dahlin og købe en målmand til samme pris, og det er lykkedes for os. Det er vi meget tilfredse med,” lyder det fra FCM-sportsdirektøren, der samtidig afkræfter, at Jesper Hansens prisskilt skulle lyde på de cirka 5 millioner kroner, som flere medier har gættet på:
“Prisen på Jesper Hansen er en del lavere, end medierne skriver,” slutter Claus Steinlein.
Historien melder intet om, hvilken klub Johan Dahlin skal tørne ud for i fremtidein, men rygterne peger på Malmø FF i Sverige.