FC Midtjyllands sportsdirektør Claus Steinlein fortæller, hvorfor klubben ikke valgte at sælge Sylvester Igboun i denne omgang, trods et stort bud.
Kinesiske Shanghai SIPG stod efter sigende klar med 11,3 millioner kroner til FC Midtjylland for et salg af Sylvester Igboun og 15 millioner kroner til hovedpersonen selv efter skat.
Handlen blev dog afblæst, eftersom at FCM ikke kunne nå at finde en fuldgod erstatning for Igboun.
“Vi har haft et bud på Sylvester Igboun i dag. Vi ville gerne have løst opgaven, men vi har ikke fået en afløser ind,” forklarer sportsdirektør Claus Steinlein til TV3 Sport og han uddyber:
“Vi fik et tilbud 36 timer før vinduet lukkede, og vi arbejdede på at finde en afløser, også for Slys skyld. Men det kunne vi ikke, og så følte vi ikke, at det var det rigtige at sælge.”
24-årige Sylvester Igboun har repræsenteret FC Midtjylland i seks år. Han har hidtil spillet 132 Superliga-kampe for klubben.