FC Nordsjælland afviste et stort bud på Stanislav Lobotka før denne sæson, men interessen for midtbanespilleren er fortsat stor, afslører Carsten V. Jensen.
Stanislav Lobotka har udviklet sig til en markant profil i både FC Nordsjælland såvel som Superligaen siden sin ankomst i Farum i 2015. Og det er ikke gået ubemærket hen.
I sommer tikkede et stort bud nemlig ind på den 22-årige midtbanespiller, fortæller FCN-boss Carsten V. Jensen, som dog ved den lejlighed ikke ville slippe Lobotka.
“Jeg kan i hvert fald sige, at det var et beløb, som de fleste klubber ikke ville betænke sig ved at sælge ved. Det ville nok være en ny transferrekord de fleste steder,” lyder det fra FCN-sportschefen til BT.
Interessen for det slovakiske talent er ikke blevet mindre i løbet af sæsonen, og FCN indstiller sig på snart at vinke farvel til Lobotka, fortsætter Carsten V. Jensen.
“Vi har besøg af rigtig mange klubber, når vi spiller. Der er naturlig stor interesse for ham, fordi vi som klub satser på at udvikle de unge. Han er blevet opdaget, og sandheden er også, at vi nærmer os det tidspunkt, hvor han må tage et skridt videre.”
“Vi er en udviklingsklub, og selvom vi vil elske at have ham en sæson mere, og det kan sagtens ske, er han et top target for mange,” slutter han.
Stanislav Lobotka har kontrakt med FC Nordsjælland frem til sommeren 2019.