FIFA’s præsident Sepp Blatter fortæller, at man vil afskaffe de såkaldte playersponsorater. Det betyder, at hverken virksomheder eller investorer vil kunne eje spillere i fremtiden.
FIFA har i dag afholdt et møde i eksekutivkomitéen, hvor man har gjort klart til at forbyde playersponsorater, som også er kendt som third-party ownerships.
“Vi tog en beslutning om, at third-party ownership skal forbydes, men de kan ikke afskaffes omgående, så der vil være en overgangsperiode,” fortæller FIFA’s præsident Sepp Blatter ifølge Ritzau på dagens pressekonference.
Beslutningen sker efter et pres fra det europæiske fodboldforbund, UEFA, som har fastslået, at de selv ønsker at forbyde playersponsorater, uanset om FIFA ønsker at følge samme vej eller ej.
Playersponsorater, hvor virksomheder eller investorer helt eller delvist ejer rettighederne til spillere er meget udbredt i Sydamerika, men findes også i Europa, mens det også har været aktuelt blandt danske klubber.
Dermed kan det meget snart være fortid, at andre end klubberne har transferrettigheder.