Real Madrids præsident Florentino Perez kom til at tale over sig onsdag, da talen faldt på det fremtidige navn til Santiago Bernabeu.
Real Madrid har gennem en længere periode planlagt en omfattende ombygning af klubbens traditionsrige stadion, Estadio Santiago Bernabeu.
Onsdag kom klubbens præsident Florentino Perez til at tale over sig, da talen faldt på det nye navn til stadionet.
For nyligt indgik kongeklubben en aftale med firmaet IPIC (International Petroleum Investment Company), som blandt andet betyder, at Abu Dhabi-firmaet skal være med til at betale ombygningen af Real Madrids stadion.
IPIC får en masse god eksponering som en del af aftalen, og ifølge flere medier kom Real-præsidenten altså til at afsløre, at investeringsselsskabet formentlig vil blive implementeret i det nye stadionnavn.
“Stadionet kommer til at hedde IPIC Bernabeu, eller hvad de nu ønsker, måske CEPSA Bernabeu,” fortalte Perez angiveligt til en spansk politiker i en samtale, som han ikke forventede blev filmet.
CEPSA er navnet på et spansk energiselskab, der ejes af IPIC.
Det forventes, at ombygningen af Estadio Santiago Bernabeu vil strække sig over cirka tre år, og at projektet vil koste næsten tre milliarder kroner.