Real Madrids hovedsponsor Fly Emirates melder sig nu også ind i kampen som sponsor for Santiago Bernabeu. Real forlanger mellem 3 og 3,7 milliarder kroner for sponsoratet.
Real Madrids stadion-navn har siden 4. januar 1955 heddet Estadio Santiago Bernabeu efter klublegenden Santiago Bernabéu Yeste.
Men nu kan det traditionsrige navn snart blive ændret. Tidligere har Microsoft været inde i billedet som stadion-navnesponsor, men nu melder Kongeklubbens hovedsponsor Fly Emirates sig også ind i kampen.
Real Madrids præsident Florentino Perez vil efter sigende gå efter at få en aftale i stand, der kan indbringe mellem 3 og 3,7 milliarder kroner.
Det forlyder, at Perez er i dialog med ti forskellige virksomheder, som har vist interesse i at blive navne-sponsor for stadionet.
Hvis det bliver Fly Emirates, der ender med navnet, kommer stadionet sandsynligvis enten til at hedde “Fly Emirates Bernabeu” eller “Bernabeu Fly Emirates”.
Et eventuelt sponsorat ventes dog først at blive aktuelt i 2016, når det nuværende stadion er blevet ombygget og moderniseret.