
Foto: Shutterstock
Den spanske fodboldjournalist, Guillem Ballagué, er kendt for at have fingeren på pulsen, når det gælder spansk fodbold.
I en klumme hos engelske BBC Sport beskriver han sommerens transfersaga med Christian Eriksen og Real Madrid.
Den danske landsholdsprofil blev kædet sammen med Real gennem hele sommerens transfervindue, men han endte som bekendt med at blive i Tottenham.
Ballagué skriver, at det var Real Madrid-cheftræner Zinedine Zidane, der afbrød handlen.
“Klubben var blevet enig med Tottenhams Christian Eriksen og Ajax’ Donny van de Beek om betingelserne for at skifte, men Zidane stoppede handlerne, fordi Paul Pogba var den midtbanespiller, som han ønskede,” skriver Ballagué blandt andet i sin klumme.
Christian Eriksens kontrakt med Tottenham udløber næste sommer, hvilket betyder, at han kan skifte på en fri transfer.
Eriksen kan allerede forhandle med en ny klub om betingelserne i januar, når han har et halvt år tilbage af kontrakten.
Ifølge Guillem Ballagué kan det ikke udelukkes, at Zidane er fortid i Real Madrid til sommer, når Eriksen igen kommer i spil i Real Madrid.