Frank de Boer blev i 2012 tilbudt jobbet som Liverpool-manager, men hollænderen valgte at takke nej. Læs her hvorfor.
Frank de Boer blev i december måned 2010 ansat som træner i Ajax Amsterdam, og det viste sig som bekendt at blive et succesrigt partnerskab igennem næsten seks sæsoner med blandt andet fire hollandske mesterskaber til følge.
Historien kunne dog have været en hel anden, da de Boer i 2012 blev tilbudt managersædet i Liverpool, som netop havde fyret Kevin Daglish.
“Jeg ville elske at være manager i England, men projektet skal være det rigtige,” udtaler Frank de Boer ifølge Daily Mail og afslører, hvorfor han takkede nej til jobtilbuddet:
“Jeg fortalte Liverpool, at jeg var beæret (over at blive tilbudt jobbet, red.), men jeg var kun et år inde i min Ajax-tid, så tilbuddet kom for tidligt. Jeg ville opnå mere med Ajax – og det gjorde jeg.”
I stedet overtog Brendan Rodgers tøjlerne på Anfield Road, mens Frank de Boer som nævnt fortsatte i Ajax frem til 2016, hvor Inter Milan bankede på døren.
Hollænderen holdt dog kun 85 dage i Italien, før han blev præsenteret for en fyreseddel, og nu synes Liverpool-jobbet længere væk end nogensinde, da Jürgen Klopp er en elsket mand hos The Reds.