TV 2 Sporten afslørede tidligere på dagen, at Mikkel Thygesen var tæt på Bundeliga-klubben Eintracht Frankfurt, men nu afviser den tyske klub selv.
FC Midtjyllands anfører Mikkel Thygesen blev tidligere på dagen sat i forbindelse med Bundesliga-klubben Eintracht Frankfurt ifølge TV 2 Sporten.
Men midtbanedynamoen skifter sandsynligvis alligevel ikke til den tyske storklub, eftersom klubben ingen interesse har i danskeren, fortæller klubbens bestyrelsesformand Heribert Bruchhagen.
“Vi har fået spilleren tilbudt af en agent, men der bliver ingen aftale. Han er ikke interessant for os. Vi kender hans navn og ved hvem han er, men det er ikke den type spiller, vi leder efter, så vi har sagt nej,” forklarer Eintracht Frankfurts bestyrelsesformand Heribert Bruchhagen til en tysk journalist ifølge sporten.dk.
Mikkel Thygesen har kontraktudløb med ulvene efter denne sæson, så derfor skal han sælges i januar-transfervinduet, hvis FCM vil tjene på ham. Såfremt et salg ikke bliver realiseret, kan Thygesen frit forhandle med interesserede klubber efter nytår.
Thygesen har tidligere prøvet kræfter med Bundesligaen. På daværende tidspunkt i Mönchengladbach, hvilket ikke var nogen synderlig succes.