Pep Guardiola udelukker nogensinde at vende tilbage til trænerposten i FC Barcelona, hvor sædet netop nu brænder under Luis Enrique.
FC Barcelona blev tirsdag aften kørt ud af banen i Paris, hvor PSG vandt med hele 4-0 i Champions League.
Det har tændt op i sædet under træner Luis Enrique, som med stor sandsynlighed er fortid på Camp Nou til sommer, hvis man skal tro bulletinerne.
Barca-fans skal dog ikke sætte næsen op efter et gensyn med Pep Guardiola, der fra 2008 til 2012 stod i spidsen for catalanerne i 247 kampe med stor succes til følge.
Manchester City-træneren udelukker nemlig at vende tilbage til FC Barcelona. Nogensinde.
“Jeg kommer aldrig tilbage og træner Barcelona. Min tid der er slut,” siger Pep Guardiola ifølge skysports.com.