Nicklas Helenius og Aston Villa nærmer sig en afklaring om fremtiden, og det ligner et farvel til Premier League. Angriberen håber at kunne fortsætte i AaB.
Nicklas Helenius har endnu syv dage tilbage af sin lejeaftale med AaB, hvorfor han er rejst med nordjyderne på træningslejr i Norge.
Den langlemmede angriber fortæller dog nu, at han nærmer sig en afklaring med Aston Villa, og han håber at kunne fortsætte i AaB på en permanent aftale.
”Vi er tæt på en løsning med Villa, og det er det vigtigste for mig lige nu. Jeg vil gerne have en afklaring, og det er vi heldigvis tæt på.”
”Vi holder flere døre åbne, og der er også dialog med andre klubber, men AaB er min førsteprioritet. Hvis ikke det var det, var jeg ikke rejst med herop, så jeg håber selvfølgelig, at vi kan blive enige,” fortæller Nicklas Helenius til Nordjyske.
Den 24-årige Svenstrup-knægt er bundet til Aston Villa i en sæson endnu.