Kasper Hjulmand fortæller, at han finder det underligt at tage afsked med FC Nordsjælland som cheftræner med omgående virkning.
Kasper Hjulmand har sammen med FC Nordsjællands ledelse besluttet, at han stopper som cheftræner øjeblikkeligt.
Hjulmand fortæller, at det er en lidt speciel situation for ham.
“Det føles underligt at træde ud af løbet lige før det sidste sving inden opløbet,” siger Hjulmand til FCN’s hjemmeside og siger:
“Men det her var blevet sindssygt svært uanset hvornår og hvordan, vi havde gjort det, for klubben og stedet betyder så meget for mig. Ikke bare på grund af de mange år, jeg har været en del af FC Nordsjælland, men også alle de mennesker, jeg har knyttet mig til her, fordi jeg holder af dem.”
Hjulmand har været FCN-cheftræner to gange. Senest kom han retur i 2016.
“For tre år siden stod jeg med et valg, hvor jeg skulle vælge om jeg skulle krydse mine spor og vende tilbage til FCN. Jeg mødte Tom Vernon, Right to Dream og Ghana og traf et valg, jeg ikke har fortrudt et sekund siden, selv om folk mente, jeg kunne og skulle have valgt og gjort andet.”
“At komme tilbage ti FCN er det mest ambitiøse, jeg har gjort i min karriere. Uanset hvor jeg skal hen som træner næste gang, så vil jeg altid være en ‘dreamer’. Visionen og tankerne i Right to Dream kommer til at brede sig. Værdierne og dybden i projektet er enestående i professionel fodbold.”
Som cheftræner for FCN nåede han at vinde et dansk mesterskab, mens han også har prøvet at vinde både sølv og bronze med holdet.