Hobro forlængede for nyligt kontrakten med klubbens topscorer, Pål Alexander Kirkevold. Den nye aftale indeholder ingen frikøbsklausul.
Hobros sportschef Jens Hammer Sørensen afslørede i Nordjyske-podcasten Ripodsten, at holdets topscorer Pål Alexander Kirkevold ikke har nogen frikøbsklausul i sin nye kontrakt med klubben.
“Jeg vil gerne sige, at han fik en lønforhøjelse, men samtidig fik vi også nogle klausuler ud af hans kontrakt, så det er helt os der bestemmer prisen,” siger Jens Hammer Sørensen.
Kirkevolds nye kontrakt er gældende frem til udgangen af 2021. Den 27-årige angriber havde ellers kontraktudløb til sommer, og dermed kunne han være skiftet på en fri transfer, hvis parterne ikke havde forlænget.
“Vi har skrevet en lang kontrakt med Pål, men vi forventer ikke, at han er her i alle årene. Det er han simpelthen for god til, og hvis den rette klub kommer på banen med henblik på at hente ham, så stiller vi os ikke i vejen for et salg,” fortalte Jens Hammer Sørensen, da den nye kontrakt blev annonceret.
Pål Alexander Kirkevold står noteret for 13 mål i 19 kampe i sæsonen hidtil. Undervejs har han sat Superliga-rekord med scoringer i 11 kampe i træk.