Hobro har netop præsenteret et plus på 2,2 millioner kroner for første halvdel af 2015, men frygter et mere udfordrende efterår.
Det kører ikke på banen for Hobro IK, men uden for kridtstregerne ser det anderledes positivt ud.
På lørdag indvier nordjyderne sin nye tribune med plads til 3.000 tilskuere, når de tager imod Randers i efterårets sidste kamp. Og i dag har de præsenteret regnskabet for første halvdel af 2015, som lyder på et plus på 2,2 millioner kroner.
“Vi har gennem det seneste år været i stand til at fordoble vores sponsorindtægter og har samtidig en stram omkostningsstyring, så økonomien ikke løber løbsk. Andet halvår af 2015 virker mere udfordrende på grund af færre tilskuere til kampene og en nedgang i tv-indtægterne.”
“Vi har dog fuld tiltro til, at den sportslige sektor får vendt billedet i løbet af foråret, så vi i 2016 fortsat kan udvikle klubben med udgangspunkt i en sund økonomi,” siger Hobro-formand, Steen Juulsgaard, i en pressemeddelelse.
Omsætningen i første halvdel af 2015 lød på 16,4 millioner kroner.