Højbjerg: Chancen for at blive topspiller er lille

0

Pierre-Emile Højbjerg19-årige Pierre-Emile Højbjerg fortæller ærligt, at chancen for at blive topspiller ikke er stor, men han går alligevel efter målet.

Bayern Münchens danske midtbanespiller, Pierre-Emile Højbjerg, er trods sine 19 år meget bevidst om at sætte sig mål i livet.

Højbjerg har nogle klare filosofier i forhold til målsætning, som han følger.

“Chancen er måske ikke så stor (for at blive topspiller, red.). Chancen er måske meget lille. Men jeg tror på det. Jeg ved også, at hvis jeg sigter højt, så vil jeg også gøre meget mere for at nå det. For hvis du sigter efter mål, som er komfortable og mål, som du ved er realistiske, så ved du også, at du aldrig vil presse dig selv til det yderste,” siger Højbjerg i et vanligt ærligt interview med TV3 Sport og tilføjer:

“Men hvis du lægger dine mål et sted, som måske, et eller andet sted aldrig vil blive nået, så ved du alligevel, når du er kommet til det punkt, så har du gjort alt for at nå det. Så er du blevet så god som mulig,” siger han og fortsætter:

“Fejl er med til at gøre dig bedre. Dårlige perioder er med til at give dig gode perioder. Gode perioder lærer du selvfølgelig også af. Men i de gode perioder, så lader du dig bare rive med.”

“Mens du i de dårlige perioder vil tvivle på dig selv og spørge: Hvad foregår der i mit liv og på fodboldbanen, der kan gøre, at jeg ikke giver mig 100 procent? Det er der, jeg tror på at du skubber dig selv. Men hvis du er god og spørger dig selv, hvorfor du er god, så tror jeg, du kan blive bedre.”

“Jeg tror ikke på, at den mest egoistiske og den med allermest selvtillid kommer længst. Jeg tror, at det er den, der arbejder hårdest, er modig og tør lære af sine fejl. Da jeg kom til Bayern og lærte at træne med de rigtigt, dygtige fodboldspillere, så fandt jeg langsomt ud af, hvor hårdt man skal arbejde for at være den allerbedste. Det er vigtigt at hvile i sig selv og nyde denne verden. Jeg nyder at være fodboldspiller på godt og ondt.”

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE