Rafael van der Vaart skifter til FC Midtjylland om ganske kort tid. Det erfarer det anerkendte, hollandske medie Voetbal International.
Rygterne om Rafael van der Vaarts fremtid tager til, hvor FC Midtjylland ligner den mest åbenlyse bejler til hollænderen netop nu.
Disse rygter fik i dag yderligere næring, da det anerkendte hollandske medie, Voetbal International, oplyser, at van der Vaart har indgået en mundtlig aftale om en kontrakt gældende for de kommende to år.
Hvis det er sandt, så skal partnerne blot nå til enighed med van der Vaarts nuværende arbejdsgiver, Real Betis om, hvad fremtiden skal bringe, eftersom hollænderen fortsat har to år tilbage af sin kontrakt med den spanske klub.
Ifølge Ekstra Bladets dialog med Real Betis tirsdag, virker spanierne dog indstillet på at lade van der Vaart forlade klubben.
Julio Jiménez Heras, der er kommunikationschef i Real Betis, ønskede dog ikke at kommentere på, hvorvidt klubben vil forlange en transfersum eller løse ham af kontrakten.
Ekstra Bladet erfarer, at flere af FC Midtjyllands sponsorerer står klar til at støtte klubben med yderligere millioner, for at de kan finansiere tilgangen af den tidligere stjernespiller.
Avisen skriver, at hollænderen har et lønkrav på tre millioner kroner for en kontrakt, der er gældende i et år. Derudover skal midtjyderne lægge under halvanden million kroner til Real Betis, som de kræver for at lade ham forlade klubben.