FC Midtjyllands Ken Ilsø udlejes til den tyske 2. Bundesliga-klub Fortuna Düsseldorf på en lejeaftale, der gælder frem til sommer.
Ken Ilsø skifter som ventet til den tyske 2. Bundesliga-klub Fortuna Düsseldorf. Offensivspilleren har fået en kontrakt gældende sæsonen ud.
”Han er en talentfuld spiller, der er sulten efter succes. Både sportsligt og menneskeligt passer han ind, og vores muligheder i offensiven er øget,” udtaler manager Werner Wolf til Fortuna Düsseldorfs hjemmeside.
Ken Ilsø ser frem til at prøve sig af i 2. Bundesliga.
”Der er jo tale om en traditionsklub, som vel ikke har levet sit potentiale ud, siden de sidst var i Bundesligaen. Jeg glæder mig til forhåbentlig at hjælpe dem tilbage, hvor de hører til, og jeg er meget tilfreds med muligheden for at prøve mig selv af i 2. Bundesliga,” udtaler Ilsø til klubbens hjemmeside.
Klubbens sportsdirektør ser også positivt på lejeaftalen.
”Det er en god aftale for Ken, der kommer ud og tester sig selv på en større scene. Og det er en god aftale for FCM. Vi er godt dækket ind offensivt med blandt andre Frank Kristensen, Ken Fagerberg, Sylvester Igboun og Mads Hvilsom,” siger sportsdirektør Jens Ørgaard.