Simone Inzaghi fik en fornem start på tilværelsen som Lazio-træner i weekenden. Han kæmper for at få jobbet permanent.
Lazio smed i sidste uge Stefano Pioli på porten. I stedet fik ungdomstræner, Simone Inzaghi, den midlertidige ære af at træne Rom-klubbens bedste mandskab frem til sommerpausen.
Og han fik en strålende debut i weekenden. Lazio hev nemlig en 3-0-sejr hjem over kriseramte Palermo, hvilket har givet Inzaghi mod på mere.
“Jeg har gjort det klart, at mit mål og min ambition er at være Lazio-træner i næste sæson også, men vi må se, hvordan det går, og hvordan resultaterne flasker sig,” siger den tidligere topangriber ifølge footballitalia.net.
Simone Inzaghi er bror til AC Milan-legenden, Pippo Inzaghi, og han håber, at de kan få en familiefejde i Serie A på et tidspunkt.
“Vi har allerede mødtes som Primavera-trænere, og nu håber vi at mødes i Serie A også,” fortæller Simone.
Filippo Inzaghi har allerede prøvet kræfter med trænergerningen i Serie A, da han i 2014/15-sæsonen stod i spidsen for AC Milan.