Real Madrids midtbaneprofil, Isco, fortæller, at han er tæt på at forlænge sin kontrakt med Kongeklubben.
Isco fik sit store gennembrud i Real Madrid i sidste sæson, og blandt fansene er han én af dem, der får de største klapsalver, når han spiller for Kongeklubben.
Den 25-årige midtbanespiller har kontraktudløb om et år, men Isco fortæller selv, at parterne er tæt på at nå til enighed.
“Det falder snart på plads. Vi er meget tæt på,” fortalte Isco til Marca efter gårsdagens europæiske Super Cup, hvor Real Madrid besejrede Manchester United med 2-1. Samtidig blev Isco Man of the Match.
Isco kom til Real Madrid i sommeren 2013 fra Malaga, og siden da har han scoret 34 mål i 192 kampe for klubben.