Januzaj blev tilbudt en astronomisk aftale af PSG, men belgieren besluttede at blive i United, hvor han er den bedst betalte unge spiller i verden.
Adnan Januzaj har fået sit store internationale gennembrud i denne sæson med flere flotte præstationer for Manchester United.
Det sikrede i efteråret den blot 19-årige belgier en ny kontrakt med De Røde Djævle, og økonomisk har Januzaj i hvert fald intet at klynke over længere.
”Jeg kan sige, at Adnan er den bedst betalte unge spiller i verden. Han tjener mere end Cristiano Ronaldo og Messi gjorde, da de var 18 år,” fortæller Januzajs agent Dirk De Criese til SportVoetbal.
Men fremtiden for offensivspilleren kunne have været en helt anden.
Med blot otte måneder tilbage af Januzajs daværende kontrakt på Old Trafford kunne han skifte frit til sommer, og her stod franske Paris Saint-Germain klar med guld og grønne skove.
”Fem minutter før Adnan underskrev den nye aftale med Manchester United, tilbød PSG os en astronomisk aftale. Da Adnan stod til at være fri ved udgangen af sæsonen, var de klar til at tilbyde hvad som helst,” slutter agenten.
Adnan Januzajs nye kontrakt binder ham til Manchester United frem til sommeren 2019.