Jores Okore har kontraktudløb med AaB til sommer, og den 27-årige forsvarsspiller lægger ikke skjul på at udlandet fortsat trækker i ham.
“Det er stadigvæk håbet og drømmen at komme til udlandet og prøve mig af igen, og forhåbentlig lykkes det. Mine ambitioner ændrer sig ikke. Mine håb og drømme ændrer sig heller ikke. Dem stopper coronavirussen ikke,” siger Okore til Dplay og tilføjer:
“Når tingene begynder at blive lidt rutine, er det ikke lige så sjovt mere, og på den måde vil det være dejligt at komme til udlandet og prøve noget nyt. Det vil være interessant for mig.”
Okore, som tidligere har spillet for Aston Villa i udlandet, vil dog ikke skifte til udlandet for enhver pris.
“Selvfølgelig vil jeg ikke udelukke at blive i Superligaen, hvis der er et hold, som jeg føler vil være god for mig. Og hvis jeg kommer dertil, vil det give os en chance for at spille med om medaljer. Jeg vil ikke udelukke noget som helst,” siger Okore, som også er åben for at forlænge med AaB, hvis klubben tilbyder dette.
Okore skiftede til Aston Villa i 2013 fra FC Nordsjælland, hvor han spillede frem til 2016, hvor han vendte retur til Superligaen, da FC København hentede ham. Han nåede dog kun fem kampe for FCK.
Året efter skiftede han til AaB, som han fik en treårig kontrakt med, der er gældende frem til den 30. juni 2020.