Real Madrid har droppet planerne om at hente Sergio Agüero til Santiago Bernabeu, fortæller den spanske journalist Guillem Balague.
Serio Agüero er på det seneste blevet rygtet væk fra Manchester City, hvor han efter sigende er utilfreds med sin rolle.
Især Real Madrid er blevet fremhævet som en mulig destination for argentineren, men nu beretter den normalt pålidelige, spanske journalist Guillem Balague, at en handel ikke kommer på tale.
“Real har besluttet, at de på nuværende tidspunkt ikke vil gå efter Agüero,” lyder det fra Balague ifølge Sky Sports.
“Der var et tidspunkt, hvor de gerne ville have skrevet under med ham, men nu kigger de efter andre emner. Det kan ændre sig, men kun hvis ikke de får de andre mål, som de har i sigte.”
“Men jeg kan sige med sikkerhed, at hvis Agüero accepterer sin situation i Manchester City, så vil Pep Guardiola ikke have, at han smutter,” vurderer Guillem Balague.
28-årige Sergio Agüero har fået sin startplads tilbage i Manchester City, eftersom Gabriel Jesus for tiden må se på fra tribunen med en skade, hvilket har sat en lille dæmper på angriberens exit-rygter.