
Foto: Shutterstock
Den portugisiske landsholdsspiller João Félix bliver rygtet kraftigt væk fra Atletico Madrid for tiden, men klubben kræver over en milliard kroner for ham.
Manchester United har for nylig sagt farvel til Cristiano Ronaldo, og den engelske storklub er derfor på udkig efter en ny angriber.
I den forbindelse har De Røde Djævle været sat flittigt i forbindelse med 23-årige João Félix, men det bliver næppe en billig handel.
Journalisten Matteo Moretto beretter således, at Atletico Madrid kræver intet mindre end 140 millioner euro for angriberen.
Det svarer til lige over en milliard danske kroner.
Félix og Atletico vil efter sigende gerne gå hver til sit denne vinter, men hovedstadsklubben kræver altså ikke desto mindre et eksorbitant beløb for ham.
I skrivende stund er João Félix til VM med Portugal, som møder Marokko i kvartfinalen på lørdag.
Senest startede Atletico-stjernen på banen, da portugiserne slog Schweiz med 6-1.