
Foto: Shutterstock
Med Virgil van Dijk skadet ser det ud til, at Premier League-vinderne vil hente mindst én stopper i januar, lyder det fra Liverpool-journalist James Pearce.
Liverpool-klippen Virgil van Dijk står til at være ude stort set hele sæsonen, hvilket betyder, at klubben kun har Joël Matip og Joe Gomez som erfarne stoppere i førsteholdstruppen.
Og fordi de endda begge har tilbagevendende skadesproblemer, vurderer Liverpool-journalisten James Pearce, at Liverpool bliver nødt til at handle i januar-transfervinduet.
“Jeg ville blive overrasket, hvis de ikke køber nogen til januar. Jeg kan ikke forestille mig en situation, hvor de spiller hele sæsonen med den trup de har nu,” udtaler Pearce til norsk TV2 og tilføjer:
“Med Matips skadeshistorie er det ikke realistisk, at han holder hele sæsonen, og jeg regner med, at cheferne på Anfield vil arbejde hårdt de næste par uger,” udtaler han.
James Pearce fortæller yderligere, at han ser Ben White fra Brighton og Schalkes Ozan Kabak som frontkandidaterne til et Liverpool-skifte.
Begge midterforsvarere blev rygtet til klubben henover sommeren som erstatning for solgte Dejan Lovren, men Liverpool besluttede sig for ikke at handle, da den defensive midtbanespiller Fabinho også kunne fungere som gardering i midterforsvaret.
Onsdag aften starter Liverpool deres Champions League-turnering i Amsterdam mod Ajax.