
Foto: Shutterstock
Den brasilianske Everton-angriber Richarlison nærmer sig et skifte til Premier League-topklubben Tottenham. Det skriver journalisten Bruno Andrade.
Efter en svær sæson formåede Everton at sikre sig overlevelse i Premier League, og det skyldtes i høj grad den brasilianske landsholdsspiller Richarlison.
Den 25-årige angriber var én af Merseyside-klubbens helt store offensive esser, og nu har han tiltrukket sig interesse fra Tottenham.
Faktisk er Everton-profilen i fremskredne forhandlinger med London-klubben, lyder det fra den normalt pålidelige journalist Bruno Andrade.
Andrade skriver, at værdien i forhandlingerne ligger på 60 millioner euro, hvilket svarer til i omegnen af 446 millioner kroner.
Richarlison og Spurs skulle allerede være ved at diskutere en kontrakt, og et skifte er således under opsejling.
I den forgangne sæson optrådte Richarlison 30 gange for Everton i Premier League, hvor han kvitterede med ti mål og fem assists.
Angriberen har en kontrakt med Frank Lampard og co., der løber frem til sommeren 2024.