
Foto: Shutterstock
Manchester United-manager Erik ten Hag er opsat på at hente FC Barcelona-profilen Frenkie de Jong, og klubberne er i forhandlinger om et skifte.
Den nyansatte Manchester United-manager Erik ten Hag har en stor opgave foran sig, når han skal påbegynde genopbyggelsen United-truppen til sommer.
Her står en lang række spillere til at forlade Old Trafford, og det giver muligheder for at hente nye navne ind.
Og ifølge journalisten Gerard Romero er Erik ten Hag meget opsat på at signe Frenkie de Jong, som han kender fra deres fælles Ajax-tid.
Den hollandske landsholdsspiller tørner ud for FC Barcelona, hvor han igennem længere tid har været fast mand på den centrale midtbane.
Nu kan La Liga-storklubben dog blive nødt til at sælge ham for at få penge i kassen, og det vil United altså udnytte.
De to klubber er således i forhandlinger om 25-årige Frenkie de Jong, der har været i FC Barcelona siden sommeren 2019.