Boca Juniors’ indkøb af Juventus’ Carlos Tevez blev i dag officielt. Juventus har samtidig offentliggjort, hvor meget de har solgt Tevez for.
Boca Juniors kunne for et par uger siden meddele, at de havde købt Juventus’ argentinske angriber, Carlos Tevez.
De sidste formaliteter har dog taget lidt tid at få på plads, og derfor måtte Tevez vente med det endelige skifte til i dag.
Juventus oplyser, at den 31-årige angriber er blevet solgt for 49 millioner kroner. Pengene vil blive indbetalt på en gang, men først den 15. december 2016, altså om halvandet år.
Juventus måtte selv slippe det dobbelte for angriberen, da de købte ham i Manchester City for to år siden.