Kasper Larsen kvitter lejeophold i Astana

0

OBKasper Larsen vender hjem til OB et halvt år før tid og forlænger i samme ombæring sin kontrakt med fynboerne.

OB udlejede i januar transfervinduet Kasper Larsen til Astana, men forsvarsspilleren vender nu hjem til Odense et halvt år før tid.

Den 22-årige stopper har i samme ombæring forlænget sin kontrakt med de stribede frem til sommeren 2017.

”Vi kender Kasper og hans kvaliteter, og vi ved, at han er en dygtig forsvarsspiller med et stort talent. Derfor har vi også set frem til, at han ville vende tilbage, når lejeperioden udløb,” udtaler sportsdirektør, Jesper Hansen, til klubbens hjemmeside og tilføjer:

”Nu kommer han hjem et halvt år tidligere end ventet, og det er selvfølgelig ærgerligt, at det ikke blev til den fodboldmæssige udfordring, Kasper havde set frem til. Men han vender hjem i en modnet og stærkere udgave, og jeg glæder mig desuden over, at vi samtidigt har forlænget aftalen med Kasper frem til sommeren 2017.”

Kasper Larsen nåede – grundet en skade – ikke at spille én eneste betydende kamp i Kazakhstan, og herfor glæder fynboen sig til atter at komme på græs i Odense.

”Det er dejligt at komme hjem til OB, som er min klub i Danmark, og jeg er topmotiveret og sulten, så det kan ikke gå hurtigt nok med at komme på træningsbanen igen.”

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE