Keeper Hansen: Ude af mine hænder

0

FC NordsjællandFC Nordsjællands målmand Jesper Hansen er efterhånden moden til udlandsskifte, men erkender at det er op til agenten og klubben at finde ud af et muligt skifte.

Jesper Hansen slog for alvor sit navn fast – først i Danmark i sidste sæson, hvor han lukkede færrest mål ind af alle – og siden igennem fremragende præstationer i Champions League.

Gode, stabile målmænd hænger ikke på træerne i europæisk klubfodbold, så dette har naturligt medført en bred interesse fra italienske og engelske klubber.

27-årige Jesper Hansen erkender også at han snart gerne vil til udlandet og prøve sig selv og sit niveau af i en større sammenhæng end i FC Nordsjælland.

”Der er blevet skrevet om en masse klubber på rygteplan. Jeg ser selvfølgelig gerne, at klubben på et tidspunkt får skippet mig af sted, men det er klubben og mine agenter, der styrer det. Det er ude af mine hænder,” udtaler Jesper Hansen til bold.dk, og han fortsætter:

”Det er nyt for mig at have al den interesse og alt det der på rygteplan, så jeg prøver bare at fokusere på at starte op her i klubben. Jeg tænker ikke for meget over det,” siger han.

”Det er ikke så vigtigt for mig, at det skal være lige nu. Det skal passe rigtig ind. Men jeg kunne godt selv se det ske, og jeg har meldt ud, at jeg er åben, men det skal times rigtigt,” afslutter Jesper Hansen til bold.dk

På rygtebasis har Serie A-klubber som Chievo, Bologna, Catania og Udinese meldt sig interesserede i Hansen som gjorde det onde ved Juventus i 1-1-kampen i Champions League.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE