Jürgen Klopp har indledt forberedelsen frem mod sommerens transfervindue, hvor han regner med et par forstærkninger til Liverpool-truppen.
Liverpools exit i både EFL og FA Cuppen har givet Jürgen Klopp tid på hånden, hvilken han udnytter til at se frem mod sommerens transfervindue, hvor flere forstærkninger kan være på vej til Anfield Road.
“Vi taler allerede med forskellige mennesker – spillere, agenter og den slags. Vi har endnu ikke truffet mange beslutninger på dette tidspunkt. Hvorfor skulle vi også det? Men vi er på rette vej,” udtaler Jürgen Klopp til Liverpool Echo og tilføjer:
“Jeg er sikker på, at vi i sidste ende vil stå med en rigtig stærk trup. Vi har en god trup, og med et par gode spillere mere vil den være endnu bedre. Vi har allerede en god stamme.”
I skrivende stund må Liverpool tage til takke med en plads lige uden for den Champions League-givende top-4 i Premier League, men Klopp mener ikke, at den manglende udsigt til det forjættede land nødvendigvis har betydning for kvaliteten af spillere, som The Reds kan tiltrække.
“Jeg tror det ikke, men det får vi at se. Vi vil ikke tale om Champions League nu, da vi ikke er der endnu, men det har selvfølgelig noget at sige, om vi er med eller ej. Vi vil i så fald også få brug for en bredere trup, så det er vi uden tvivl forberedte på,” udtaler Liverpool-manageren.
Liverpool har kampfri i denne weekend, da den står i FA Cuppens tegn i England. I stedet er de rejst til Spanien på træningslejr.