Klubløse Christian Poulsen stopper på det danske landshold

0

Klubløse Christian Poulsen stopper på det danske landsholdDen formelle landsholdsanfører Christian Poulsen stopper på det danske landshold efter 92 landskampe og fire slutrunder. Det afslører DBU i en pressemeddelelse.

Den danske midtbaneankermand Christian Poulsen har stoppet sin landsholdskarriere i en alder af 32 år efter 92 landskampe og seks mål, samt deltagelse ved EM-slutrunderne i 2004 og 2012 og VM-slutrunderne i 2002 og 2010.

Christian Poulsen fik debut i den rød/hvide trøje som 21-årig i november 2001 i en venskabskamp mod Holland, efter at Poulsen havde en succesfuld tilknytning til U21-landsholdet.

Poulsen har også en kommentar til landsholdsstoppet: “Jeg er lykkelig og meget stolt over min karriere på landsholdet. Jeg var kun 22 år, da jeg var med ved VM-slutrunden i 2002, og kan se tilbage på mange spændende kampe og fire slutrunder med landsholdet,” udtaler Christian Poulsen, og uddyber:

Min beslutning skyldes ikke manglende ambitioner efter 10 år som landsholdsspiller. Men der er kommet yngre spillere til, som står foran mig, og dermed er min betydning for holdet ikke længere den samme. Jeg synes derfor, det er en fair beslutning at overlade pladsen i truppen til nye kræfter her inden, holdet starter på den nye kvalifikationsturnering,” lyder Poulsens grund til stoppet.

Dette landsholdsstop kommer i en periode hvor Christian Poulsen står uden klub efter at have repræsenteret den franske klub Evian i sidste sæson. Poulsen har tidligere spillet for Holbæk, FC København, Schalke 04, Sevilla, Juventus og Liverpool i en indtil videre glorværdig klub- og landsholdskarriere.

SKRIV EN KOMMENTAR

ANNONCE