Didier Deschamps har advaret Mathieu Debuchy om, at han ikke skal vide sig sikker på en plads i Frankrigs EM-trup, hvis han bliver i Arsenal.
Efter denne sæson afholdes der EM i Frankrig, hvor hjemmeholdet naturligvis vil forsøge at vinde titlen foran eget publikum.
Til dette forsøg har landstræner Didier Deschamps en slagkraftig gruppe spillere at vælge fra, og ifølge den tidligere Marseille-manager skal Arsenals højreback Mathieu Debuchy ikke vide sig sikker på en af pladserne i den endelige trup.
30-årige Debuchy er nemlig blevet andetvalg hos ‘The Gunners’ efter Hector Bellerin, og hvis det står til landstræneren bør han derfor søge væk til januar for at opnå mere spilletid.
”Han har ikke mistet alle sine kvaliteter over natten, men han har spillet meget lidt,” udtaler landstræneren på et pressemøde som begrundelse for, hvorfor han ikke er med, når Frankrig i næste uge spiller venskabskampe mod Tyskland og England.
”Du kan ikke lade som om, du er 100 procent på internationalt niveau, når du har spillet så lidt. Der er op til ham, hvad der sker i december, januar,” afslutter Deschamps.
Mathieu Debuchy spillede sig formentligt ikke tættere på startopstillingen for hverken klub eller landshold, da han spillede hele kampen i Bayern Müncens nedsabling af Arsenal onsdag aften.