Manchester Uniteds 21-årige brasilianske back, Rafael Pereira da Silva, har i dag skrevet under på en fireårig kontraktforlængelse med den engelske storklub.
Rafael Pereira da Silva og Manchester United har nu officielt meldt ud, at de forlænger deres samarbejde de kommende fire år.
Den talentfulde back på 21 år har imponeret manager Alex Ferguson siden ankomsten til Manchester i sommeren 2008.
”Rafael er en af klubbens mest lysende talenter; han er ikke bange for at spille og har en stor selvtillid. Knægten har udviklet sig enormt siden skiftet til United. Hans energi og entusiasme er en fryd for øjet. Rafael har alle de egenskaber der skal til, for at blive en af de bedste backs i verden, og det er mig en glæde, at han har skrevet under på en ny kontrakt,” siger Alex Ferguson ifølge klubbens hjemmeside.
Rafael har spillet 90 kampe og scoret to mål. Den nye kontrakt løber frem til sommeren 2016.